Vi fortsætter i Bordeaux, men skifter til venstre bred, for nu smager jeg en 2019 Médoc fra Château Grand Bouchon og Didier Friand, som skulle være Propriétaire i Pignac-en-Médoc.
Jeg har trevlet alt igennem på internettet, men kan ikke finde en Didier Friand, men kan dog godt finde et Château Grand Bouchon, men det ser dog en smule anderledes ud end slottet på denne etiket og er ikke ejet af en Propriétaire Friand, men af den store vinkoncern Yvon Mau.
Hvis det er Yvon Mau, som ejer Château Grand Bouchon, så er det en pænt stor historie, for Yvon Mau ejer nemlig også store Freixenet Group, som står bag den kendte spanske boblevin … og det firma ejer igen masser af vinhuse over hele verdenen.
Hvis – og jeg understreger hvis – Château Grand Bouchon er ejet af Yvon Mau, så ligger det i Lafon kommunen vest for Lesparre og har sine vinmarker mellem byerne Civrac og Prignac … så på den måde passer pengene.
Château Grand Bouchon ejet af Yvon Mau har 22 hektar vinmarker med vinstokke, der gennemsnitlig er 20 år gamle. Denne Médoc vin er lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Sauvignon. Vinen er lavet med både gæring og maceration over 3-4 uger i ståltanke over efter gæringen er vinen og lagret i ståltankene.
Duftmæssigt starter den lidt tilbageholdende … og duften er da heller ikke dyb, tæt eller koncentreret og de forskellige elementer hænger heller ikke så skarpt sammen. Der kommer en aroma med solbær, tranebær og sure kirsebær, lidt cigarkasser og nogle mere grønne elementer … blade, grene og tørre krydderurter.
I munden bliver det lidt det samme … der er en skarp og småsyrlig frugt, der heller ikke er så fyldig, men absolut frisk, pågående samt syrligstærk. Der er peber, knastørre tanniner og samtidig er vinen ret tør, mens syren er direkte med citroner, lemon, ribs og sure tranebær … skriger på mad. 87 point
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 49,95 kr. ved køb af 6 flasker.